Es mostren els missatges amb l'etiqueta de comentaris Inger Christensen. Mostrar tots els missatges
Es mostren els missatges amb l'etiqueta de comentaris Inger Christensen. Mostrar tots els missatges

diumenge, 29 de maig del 2022

Un murmullo interno

Burano. Fotografia: Empar Sáez

 
UN MURMULLO INTERNO


Un murmullo interno
avanza arrastrándose
los pozos se ahogan
las casas se pierden
los bosques reptan 
por la tierra.

     Yo no murmuro
     no quiero 
     arrastrarme.
     No quiero hablar
     de cosas
     que se destruyen.

Un murmullo interno
avanza arrastrándose
a través de todos nosotros.
Animales y personas
se alejan en los remolinos
del agua.

     ¿Y si
     has olvidado
     la palabra
     que vuelve 
     a separar
     las aguas?



Inger Christensen, Luz / Hierba
Traducció de Daniel Sancosmed Masiá
Editorial Sexto Piso, 2021

***


EN INDRE MUMLEN 



En indre mumlen 
maver sig frem 
brønde drukner 
huse farer vild 
skovene kryber 
langs jorden. 

     Jeg mumler ikke 
     jeg vil ikke mave 
     mig frem. 
     Jeg vil ikke tale 
     om ting 
     der går under. 

En indre mumlen 
maver sig frem 
gennem os alle. 
Dyr og mennesker 
hvirvles af sted 
gennem vand. 

     Hvis nu 
     du har glemt 
     ordet 
     der skiller 
     vandene 
     igen.


Inger Christensen, Lys (1962)


diumenge, 17 d’abril del 2022

Luz

Venècia. Fotografia: Empar Sáez

 LUZ


I


Reconozco de nuevo
una luz en el idioma
las palabras cerradas
que están para ser amadas
y repetirlas hasta hacerlas sencillas
Un cisne que lleva volando
tus ojos hacia el sol
es una vez más
la profecía de un milagro

En la palabra se consigue
reconocer la luz
acto inconcebible
del hombre a la mujer
Una palabra que transforma
tu mente en un cisne
es lo bastante simple 
para dar forma a un huevo
Y el idioma que se encierra
en el huevo
tiene alas que lo sustentan
desde el nacimiento hasta la luz
Y el sol está para ser amado


Inger Christensen, Luz / Hierba
Traducció de Daniel Sancosmed Masiá
Editorial Sexto Piso, 2021


***


Lys


 I 

Jeg genkender atter
en lysning i sproget
de lukkede ord
som er til for at elskes
og gentages ind til det enkle
En svane som folder sig
sammen om ægget
er endnu et ekko
af skabelsen i os
Og svanen som flyver
dit øje mot solen
er endnu engang
profeti om et under

Det lykkes i ordet
at genkende lyset
ufattelig handling
fra manden til kvinden
Et ord som forvandler
dit sind til en svane
har enkelhed nok
til at forme et æg
Og sproget som lukker sig
inde i ægget
har vinger som bærer
fra fødsel til lys
Og solen er til for at elskes


Inger Christensen, Lys (1962)